Hjælper folk til at mærke kroppen

Avisartikel

18.07.2017

Midtjyllandsavis, den 18. juli 2017 og EkstraPosten, uge 29, den 19. juli 2017 ManuVisionbehandlingen kan være en del af løsningen for folk, der er ramt af stress eller føler, de arbejdsmæssigt eller personligt er låst fast. Under behandlingen kan jeg hurtigt iagttage, om kroppen er i spænd og stress, og jeg kan fornemme, hvis en person ikke lever det liv, han eller hun ønsker. Behandlingsformen kan hjælpe alle, eksempelvis også skuespillere, sangere og musikere til at yde bedre, samt elitesportsfolk til at undgå skader og fastlåste spændinger. ManuVisiontræning vil ligeledes efter indlæring hjælpe alle som en form for selvbehandling.


Se artikel med billeder i EkstraPosten:

Annette Krogh Fogt har med udgangspunkt i familiens hjem på Sindbjergvej, etableret sig som selvstændig med firmaet Body-Respect 

Læs hele artiklen

TEKST OG FOTO: PETER BRUVIK-HANSEN >

Sejs-SVEJBÆK Da Annette Krogh Fogt for tre år siden begyndte at læse til kropsterapeut, var det en længe næret drøm om at blive selvstændig, der skulle have liv. For flere årtier siden - dengang hun og hendes mand boede i Tyskland, hvor han studerede - skabte hun under navnet Body Life et træningskoncept, der specielt rettede sig mod kvinder. Et koncept, der havde fokus på underliv og mave.

- Man kan sige, at det var en modernisering af callanetics, siger Annette Krogh Fogt, der fik god succes med sit firma, men måtte erkende, at det var for udfordrende at drive firmaet, da familien blev udvidet med parrets førstefødte.

Siden fulgte yderligere tre børn, og en fuldtidsbeskæftigelse som selvstændig blev lagt på hylden.

Større kropsbevidsthed

For tre år siden var tiden dog moden til at tænke i de baner igen, og Annette Krogh Fogt begyndte at læse til kropsterapeut.

- Det var mentalt hårdere, end jeg havde forestillet mig. Man arbejder rigtig meget med sig selv under uddannelsen. Men jeg er meget taknemmelig for at have været gennem det, siger Annette Krogh Fogt, der efter endt uddannelse etablerede firmaet Body-Respect, hvor hun dels tilbyder træning ud fra Body-Respect konceptet, dels giver kropsterapi og manuvisionbehandling.

Sidstnævnte er en behandling, der giver større kropsbevidsthed, mere ro i kroppen og bedre evne til nærvær.

- Manuvision er en behandlingsform, hvor man blandt andet arbejder med de små led i kroppen, som andre behandlere måske ikke når. De små tåled. De små nakkehvirvler. Leddene i de enkelte fingre og håndled, siger Annette Krogh Fogt og understreger, at det er en behandling, hvor man arbejder ud fra den grundtanke, at krop og psyke hænger sammen.

Det betyder, at man under den fysiske behandling kan »aktivere« nogle følelser, der ligger fastlåst og gemt i kroppen.

- Det er der ikke noget hokus-pokus i. Det handler om, at følelserne lagrer sig i kroppen, og de kan blive frigivet under behandling. Mave og bryst er ofte porten til det følelsesmæssige, siger Annette Krogh Fogt.

Behandlingen kan ifølge Annette Krogh Fogt være en del af løsningen for folk, der er ramt af stress eller føler, de arbejdsmæssigt eller personligt er låst fast.

Under behandlingen kan man hurtigt iagttage, om kroppen er i stress, og man kan fornemme, hvis personen ikke lever det liv, han eller hun ønsker, forklarer hun og understreger, at der ikke er tale om en samtaleterapi, men en fysisk behandling, hvor hun suppleret med få enkle spørgsmål kan hjælpe klienterne med at komme på rette vej.

Eller rettere. Kan hjælpe kroppen på rette vej.

- Det er en måde til at hjælpe folk med at mærke sig selv, siger Annette Krogh Fogt.

Respekter kroppen

Behandlingsformen kan ifølge Annette Krogh Fogt også hjælpe eksempelvis skuespillere, sangere og musikere til at yde bedre.

Blandt andet, fordi behandlingsformen manuvision afspænder hele kroppen, og dermed gør åndedraget dybere og mere frit.

For Annette Krogh Fogt handler det meget om, at vi skal blive bedre til at lytte til kroppen og respektere det, den fortæller os.

- Jeg har stor respekt for de folk, der kommer og lægger sig på briksen. Når de har taget beslutningen om en behandling, viser det mig, at de har respekt for sig selv. Det er også derfor, jeg kalder det Body-Respect, siger Annette Krogh Fogt.

Se artiklen i Midtjyllandsavis (via abonnement) og EkstraPosten (frit tilgængelig) på:

http://mediehuset-midtjyllandsavis.dk/

http://www.e-pages.dk/ekstrapostenmidt/490/